Bofors' 12 cm Lvkan 4501: Den glemte gigant

I begyndelsen af 1950'erne stod det svenske forsvar over for en presserende udfordring. Deres eksisterende mellemtunge og tunge luftværnskanoner var ved at blive forældede. De manglede den rækkevidde og skudhastighed, der var nødvendig for effektivt at kunne bekæmpe de moderne jetfly, der nu dominerede luftrummet. For at imødekomme denne nye trussel blev der lagt en bestilling hos Sveriges førende våbenproducent, AB Bofors, om at udvikle en ny, højkalibret og moderne luftværnskanon. Bofors var allerede verdenskendt for deres 40 mm luftværnskanoner og havde opbygget en enorm erfaring med udviklingen af automatiske kanoner, især til den svenske flåde.

Fra Hav til Land: Fødslen af FAK 12 X 53

Fundamentet for den nye landbaserede kanon skulle findes i en nylig udvikling til marinen. Bofors havde netop færdiggjort en dobbeltløbet 12 cm automatkanon til Halland-klassen af destroyere. Det blev besluttet, at denne avancerede marinekanon skulle danne grundlag for det nye projekt, som fik betegnelsen FAK 12 X 53 i 1953. Tilpasningen fra skib til land krævede dog betydelige ændringer. For at spare vægt blev det ene af de to løb fjernet. For at kompensere for tabet af det andet løb og for at opretholde en høj ildkraft, blev skudhastigheden drastisk øget fra 40 til imponerende 70-80 skud i minuttet. En så høj skudkadence genererer en enorm mængde varme, som kan beskadige løbet og mekanismen. Derfor blev kanonen udstyret med en vandkølet kappe. Under operation cirkulerede vand kontinuerligt gennem kappen fra en 500-liters tank via en pumpe. Der var endda forberedt tilslutning til en ekstern vandkilde, hvis det indbyggede system skulle svigte eller vise sig utilstrækkeligt.

Teknisk Genialitet og Design

Kanonens design var et vidnesbyrd om Bofors' ingeniørkunst. Ammunitionen blev fødet fra to magasiner monteret på hver side af kanonen. Hvert magasin kunne holde fire laderammer med en kapacitet på fem granater hver. Disse førte granaterne ned til en ladebakke under hvert magasin, som holdt yderligere seks granater. Dette gav en samlet ammunitionskapacitet på 52 skud klar til affyring. Genladning af magasinerne foregik fra toppen, mens kanonen var i fuld elevation. Besætningen, eksklusive transportkøretøjet, bestod af to skytter, der sad på hver sin side af kanonen i et pansret mandskabsrum. Den højre skytte styrede både manuel og motoriseret sideretning, mens den venstre skytte håndterede manuel og motoriseret elevation. Begge skytter var udstyret med radioer, kikkertsigter og et primært sigte. Kanonen kunne affyres af begge skytter ved hjælp af en fodpedal. Hele det avancerede hydrauliske system blev drevet af en 120 hestekræfters benzinmotor, som var monteret direkte på lavetten. Denne motor gjorde det muligt for kanonen at opnå en maksimal sideretningshastighed på 32 grader pr. sekund og en maksimal elevationshastighed på 25 grader pr. sekund. Kanonen havde fuld 360 graders sideretning og kunne eleveres fra -5 til +85 grader, hvilket gav den en fremragende dækning af luftrummet.

Ydeevne og Udfordringer med Ammunition

FAK 12 X 53 var designet til at anvende samme ammunition som flådens 12 cm kanon på Halland-klassen. Dette inkluderede brisantgranater (HE), brisantgranater med nærhedsbrændrør og panserbrydende granater (APHE). Udgangshastigheden for disse granater lå mellem 800 og 835 m/s. Dette blev anset for at være relativt lavt for en moderne luftværnskanon, da en højere hastighed er afgørende for at ramme hurtigtflyvende mål på lang afstand. Den lave udgangshastighed betød en længere flyvetid for granaten, hvilket gjorde det sværere at forudsige målets position. For eksempel var flyvetiden estimeret til:

• 6,1 sekunder for at nå 4.000 meter
• 10,3 sekunder for at nå 6.000 meter
• 21,7 sekunder for at nå 10.000 meter

Der var oprindeligt planer om at opgradere kanonen til at kunne affyre underkalibreret panserbrydende ammunition (APDS), hvilket ville have øget udgangshastigheden markant. Denne plan blev dog droppet i 1954, da det ville have forårsaget store forsinkelser i udviklingen. Selv i sin grundlæggende konfiguration var kanonen dog designet til at kunne engagere fly i en højde på 6.000-8.000 meter.

Et Kostbart Projekt med Konsekvenser

I 1954 havde hærens materieladministration allerede brugt 1 million svenske kroner på projektet og estimerede de samlede omkostninger til at nå 3,5 millioner kroner. På trods af manglende interesse fra svensk side og adskillige bekymringer vedrørende kanonens enorme vægt, høje omkostninger og den utilstrækkelige udgangshastighed, blev det besluttet at fortsætte udviklingen. Denne beslutning fik dog negative konsekvenser for andre vigtige forsvarsprojekter. Udviklingen af tårnet til EMIL-kampvognsprojektet blev forsinket, da Bofors manglede kapacitet til at håndtere flere så store projekter samtidigt. Bofors håbede på at kunne eksportere FAK 12 X 53, og derfor blev den relativt lille ordre på EMIL-tårne, som ikke havde noget eksportpotentiale, nedprioriteret.

12 cm Lvkan 4501: En Kort Karriere

Efter nogle forsinkelser blev kanonen endelig leveret til den svenske hær i 1960. Med en kampvægt på 23 tons, og over 30 tons inklusive transportkøretøjet, led kanonen af dårlig strategisk mobilitet. Mange broer i Sverige ville simpelthen ikke kunne bære dens vægt. Den fik den officielle hærbetegnelse 12 cm Lvkan 4501. Selvom den oprindelige plan var at anskaffe seks kanoner, blev dette reduceret til kun den ene prototype, der blev bygget. Til transport blev en prototype af den 11 tons tunge lastbil Tgb 957F, også kendt som "Myrsloken" (Myreslugeren), anvendt. Selvom der kun eksisterede én, kom kanonen i aktiv tjeneste og gjorde det i 13 år, fra 1960 til 1973. Den var stationeret i Örebro som en del af lflvbat 18, hvor dens rolle var at supplere de nye luftværnsmissilsystemer. Ironisk nok var det netop disse missilsystemer, der i sidste ende gjorde hele konceptet med en tung, højkalibret luftværnskanon forældet. I dag kan den eneste 12 cm Lvkan 4501 og dens unikke transportlastbil ses på Garnisons- och Luftvärnsmuseum i Halmstad, Sverige, som et monument over en ambitiøs, men i sidste ende forældet, teknologisk vision.

Tekniske Specifikationer

Nedenfor er en detaljeret oversigt over kanonens tekniske data fra 1953.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvorfor blev der kun bygget én prototype af Lvkan 4501?

Produktionen blev begrænset til én prototype på grund af en kombination af faktorer: de ekstremt høje omkostninger, den enorme vægt som begrænsede mobiliteten, og en relativt lav udgangshastighed. Vigtigst af alt gjorde den hurtige udvikling af mere effektive luftværnsmissilsystemer konceptet med en så stor kanon forældet, før den overhovedet kom i masseproduktion.

Hvad var kanonens primære tekniske udfordring?

Den primære tekniske udfordring var dens lave udgangshastighed (ca. 800 m/s), hvilket resulterede i en lang flyvetid for granaten. Dette gjorde det meget vanskeligt at ramme hurtige og manøvredygtige jetfly på lang afstand, hvilket netop var det formål, den var designet til.

Hvad var unikt ved kanonens design?

Det mest unikke var dens oprindelse som en marinekanon, der blev tilpasset til landbrug, samt den ekstremt høje skudhastighed på 70-80 skud i minuttet for en 120 mm kanon. Dette krævede et komplekst vandkølingssystem og et avanceret automatisk ladesystem med to separate magasiner for at kunne opretholde en vedvarende ildkraft.

Hvor kan man se 12 cm Lvkan 4501 i dag?

Den eneste producerede prototype af 12 cm Lvkan 4501, sammen med dens specialbyggede transportlastbil Tgb 957F, er udstillet på Garnisons- och Luftvärnsmuseum i Halmstad, Sverige.